Når fællesskabet gør forskellen: Tanker om Demenskoret
Fællesskaber som Demenskoret viser, hvordan musik og samvær kan skabe dybe forbindelser og glæde – på tværs af diagnoser og udfordringer.
Jeg hørte en interessant podcast på min gåtur forleden. Det var en snak om begrebet arousal. Altså en måde at afstemme på. Lyt til afsnittet i Rasmus Alenkærs podcast, børnepsykologi, for at få en endnu bredere forklaring på dette. Rigtig givende afsnit og en masse ord, som jeg er meget enig i.
Det er desuden en podcast jeg vil anbefale at høre, da der snakkes om mange forskellige og interessante emner såsom inklusion, trivsel i familien, udviklingsprocesser, anbragte børn og meget mere. I afsnittene hvor der kommer nogle interessante gæster med ind og snakker om emnerne.
Du kan lytte til podcasten her
Selvfølgelig kan vi snakke om begrebet low/high arousal i en kontekst hvor det er professionelle såsom pædagoger og lærere. F.eks. i en situation, hvor et barn forlader klassen, fordi barnet ikke magter opgaven. Så skal vi have en forståelse for dette og ikke begynde at skælde ud og lave alle mulige konsekvenser. Det ved vi, fordi vi er professionelle.
Flere gange bliver der også sagt i podcasten, at man også kan overføre det til hjemmet. Det vil jeg give ret i. Men i virkeligheden… Stiller det så ikke kun endnu større krav til forældre?
Tænker forældre over at barnet nogle gange ikke kan overskue at sidde med ved aftensmaden? Giver man så plads til at barnet ikke behøver være en del af det og eventuelt kan tage maden med ind i et andet rum? Nogle gør måske… Men jeg har også forståelse, for dem der ikke tænker over det. For hvor skulle man vide det fra? Firkantet sagt, kan man jo sige at forældre er ´amatører´.
De har ikke nødvendigvis en uddannelsesmæssig baggrund, hvor man har lært at håndtere konflikter eller helt at forebygge at disse opstår. Og så gør man nok bare ofte det, man selv har oplevet i sin egen barndom. Altså, tit af andre ´amatører´.
Hvis vi nu bare tager spisesituationen. Så kan man vel godt argumentere for, at i gamle dage var det måske lidt ´enklere´. Der sad man ved bordet på bestemte tidspunkter og der SKULLE man sidde der, indtil der blev sagt “Nu må I gå fra bordet“. Måske endda ofte med et lidt groft toneleje og muligvis med en straf, hvor man måske kunne ryge på hovedet i seng, hvis ikke man kunne finde ud af at sidde og spise, når der var mad.
Lidt det samme i klasseværelset, med kæft, trit og retning. “I laver de ting vi siger I skal og I skal sidde på jeres stol imens I gør det. Hvis ikke, så ryger I på kontoret!”
Det jeg egentlig nok har tænkt mest over, er at jeg godt kan forstå forældre som føler sig magtesløse og forvirret. For nu må man ikke dit og nu må man ikke dat. Nu skal man gøre det sådan her og pludselig skal man inddrage børnene og så handler det ikke kun om forældrenes/´hverdagens´ behov.
Og ja.. ALT det andet… Jeg tager hatten af for de forældre der opsøger råd og vejledning. Dem der kan indse at de daglige konflikter, skæld ud, råb, straf, konsekvenser m.m. ikke er de rette tilgange at bruge, men kan indse at der kan være brug for lidt input.
Det er ikke let, men hvem har også sagt det skal være det? Hvad med dig? Hvilke tanker gør du dig, efter at have læst dette? Var det mere enkelt i gamle dage, hvor filosofien nok mere var, at børn skulle ses og ikke høres?
Fællesskaber som Demenskoret viser, hvordan musik og samvær kan skabe dybe forbindelser og glæde – på tværs af diagnoser og udfordringer.
Træværkstedet tilbyder socialt udsatte, fællesskab og praktisk læring. Et sted med god tone, hvor man skaber, inspirerer og udvikler sig sammen.
Vi besøgte Jump A Lot i Rødekro, et stort forlystelsescenter med masser af aktiviteter for børn. Entréen inkluderer fri adgang til alt, og vi nød en skøn familiedag.
Vi bør fokusere på de gode øjeblikke og positive fortællinger, så vi kan skabe en mere håbefuld verden for os selv og vores børn, fri for frygt…