Arbejde med børn og sorg

Børn og sorg. Jeg var i dag til et oplæg, hvor der blev nævnt en masse interessante ting. Gør vi sorg til tabu? Gør vi døden til et tabu?

Børn og sorg

I dag havde vi på skolen et oplæg fra en sygeplejerske. En sygeplejerske som arbejder ved Det Palliative Team fra Regionshospitalet Nordjylland, Hjørring. Det Palliative Team arbejder eksempelvis med familier, hvor der kan være en mor eller en far, som er uhelbredelig syg.

Jeg synes deres arbejde lyder enormt spændende. Jeg kender dog mig selv godt nok til, at jeg slet ikke ville kunne være i det. Personligt synes jeg deres arbejde giver så voldsomt meget mening. At få nogle til at sætte ord på, og tale om de svære ting der er i livet. Ting som vi jo ellers aldrig taler om. Tabuer…

Så sent som i går aftes ...

Min bedre halvdel sad og så De unge mødre i går. Der var en af mødrene i programmet som var meget ked af, fordi deres scanningsbilleder ikke vidste noget helt godt. Jeg kan sagtens sætte mig ind i frustrationerne. At man bliver ked af det. Og jeg kan sagtens forstå at man siger, at man også skal kunne være der for det barn der allerede er.

Heidi og mig snakkede om, hvordan det ville være hvis vi nu mistede igen, når vi nu allerede har fået en lille dreng. Vi var begge helt enige om at det ville være hårdt, hvis det skete. Jeg tror dog det kan være en fordel for psyken, at man allerede har fået et barn. Så ved man at det er muligt. Og man er jo blevet beriget. Dermed ikke sagt at det ikke bliver en svær oplevelse, og at man vil møde en form for sorg, hvis det skulle ske igen.

Min bedre halvdel understøttede lidt det hun sagde, hende i programmet. Det vil være hårdt at skulle være der for det barn man allerede har. Altså at skulle være sammen med ham med det overskud det nu engang kræver. Hun nævnte også at man jo ikke skal vise overfor barnet at man er ked af det. Og den holdning er der helt sikkert mange der er rigtig meget enig i. Hvorfor udsætte barnet for de voksnes følelser?

God læring? Måske...

Jeg kan sagtens sætte mig ind, at mange personer ikke vil dele deres sorg, deres ubehageligheder med børn. Personligt tror jeg faktisk på, at der er ret god læring i at både vise, og fortælle… Også de svære ting. Det skal selvfølgelig give mening alt efter hvilken kontekst man befinder sig i.

Den 2-årige, behøves nok ikke inddrages i svære økonomiske udfordringer i familien. Men må den 2-årige se, hvis mor eller far er ked af det? Tabuisere man det at være ked af det, hvis man i børnenes opvækst altid skjuler, hvis man er ked af det, eller endda i dyb sorg?

Jeg trænede engang nogle unge drenge i håndbold. De var mellem 10-13 år. Den her gang, sad jeg til et træner-/bestyrelsesmøde. Jeg husker ikke helt hvad emnet var, men jeg husker at jeg fortalte, at jeg altid fortæller mine spillere, hvis jeg har haft en hård dag. Ligesom jeg tager mig 100% af mine spillere, og at de altid har vidst de kan komme til mig med alt. Den relation tror jeg på, er blevet forstærket maximalt, i det jeg også har kunne fortælle om mine udfordringer.

Ikke at jeg kom direkte ind af døren til træning og bare råbte “JEG ER KED AF DET. JEG ER I DYB SORG!” Jeg fortalte hvordan mit overordnede humør var, og gav så plads til at spillerne kunne spørge mere ind til det, hvis de var nysgerrige.

Der var mange der ikke var enige i min metode. Jeg holdt dog fast i den, og det gør jeg stadig. Jeg tror på at hvis man viser virkeligheden, både på godt og ondt. Livet er ikke bare lutter lagkage. Og det gør ikke noget at man gør de mennesker man arbejder med lidt mere robuste på virkeligheden.

Men hvad med dig? Hvad er din mening? Fortæller du dine børn, hvis du er ked af det? Eller ‘beskytter’ du dem, og lader dem opleve deres egne erfaringer engang.