Er fortiden et tabu?

Vi har alle noget med fra vores fortid, uanset om det er gode eller knap så gode oplevelser. Men er det okay at snakke åbent om det?

Hvad er fortiden?

Vi alle har en fortid. Nogle med det vi vil kalde en kerneopvækst, med familie, gode venner, leg, oplevelser, nærvær, omsorg m.v. For andre har opvæksten måske været præget af vold, misbrug, mangel på nærvær og omsorg.

Vi kan nok alle blive enige om, hvilken opvækst vi tænker er den bedste. De to førnævnte, er blot to eksempler. Der er også alt det midt imellem, og endda længere ude. De færreste personers opvækst er ens, og det kan man jo egentlig tænke godt og skidt om.

Hvis vi lader være med kun at tænke opvækst, men hele begrebet fortid. Eller habitus, hvis vi skal bruge det ord. Så behøver vi måske ikke altid tænke det som “Det kunne godt have været bedre”. Men kan man derimod finde frem til de elementer der måske har styrket dig til at være det menneske du er nu, hvor nogle virkelig har formået at bruge fortiden som et redskab til fremtiden. Så kan fortiden være rigtig givende.

Jeg er fuldstændigt med på, at en hård opvækst kan sætte meget dybe spor, og for nogle, så dybe at de har umådeligt svært ved at komme op igen.

Taler vi kun om den gode fortid?

Jeg oplever ofte at folk er mere villige til at snakke om deres fortid, når de har haft en “god fortid“. Og dem med en anden fortid, ofte holder det for sig selv.

Men hvorfor? Er det skam, eller måske frygt for hvordan andre personer vil kigge på en, hvis de høre sandheden?

Jeg havde for et stykke tid siden en samtale med en fantastisk personlighed. Han fortalte om en opvækst på opholdssteder, stoffer og fængselsdomme…
Gør fortiden ham til et dårligere menneske? Det synes jeg absolut ikke. Jeg ser ham stadig som ligeværdig, og et menneske som alle andre, hvor jeg håber at vedkommendes drømme går i opfyldelse.

Og hvorfor? Jeg tror på at med den åbenhed, og at man vælger at bruge sin fortid, til at forme en fremtid, hvor man ønsker at arbejde med mennesker, fordi man har den personlige erfaring, er en kæmpe gevinst.

Lad det nu ikke blive et tabu...

Lad nu ikke fortiden blive et tabu. Jeg siger ikke at man behøver stå ude på vejen og råbe op om sin fortid. Men bliver du spurgt, så tøv ikke med at fortæl. Uanset hvad du kommer fra. Ethvert levet liv, er en spændende fortælling, som mange kan lære af.

Alle gør deres bedste, ud fra de forudsætninger den enkelte har. Og personligt tror jeg ikke på at nogle mennesker vågner om morgenen og tænker: “I dag vil jeg bare gøre mig selv og andre ondt.”

Livet er ikke altid en dans på roser, men vi skal lære at navigere rundt i de oplevelser vi har haft, og forhåbentlig kunne bruge det til noget konstruktivt. Alle kan byde ind med noget. Alle må drømme.