Jeg har jo sagt det!
"Jeg har jo sagt det! Hvornår lære du at gøre som der bliver sagt?!" Hvordan er din kommunikation overfor dine børn?
Jeg har jo sagt det!
Dette lyder måske bekendt i dine øre? Måske har du hørt nogle forældre råbe dette, eller i hvert fald sige det meget konsekvent til deres børn. Eller måske er du selv typen der ikke ALTID tænker over hvordan du får tingene sagt. Herunder kommer der et lille eksempel på hvad det er jeg mener, men først…
Luk lige øjnene og tænk tilbage. Hvornår har du oplevet mest skyld og skam? Er det når du selv er bevidst om, at du har gjort noget forkert, eller noget andre bebrejder dig for at have gjort noget der er forkert? Vel og mærke noget som du godt vidste var forkert.
Bebrejdelse, skyld og skam
Alle forældre er de bedste forældre de kan være. Jeg tror på, at der ikke findes forældre der ønsker at være onde eller modbydelige overfor deres børn. Når det så er sagt, så er jeg helt klar over at der er nogle forældre der ikke altid handler hensigtsmæssigt i alle situationer. Eller… Ikke nogen, men ALLE. Alle kommer til at tage nogle forkerte beslutninger. Men denne her, hvor man planter skyld og skam i sit barn, synes jeg alligevel jeg vil prøve at se om jeg kan være med til at få forældre til at reflektere over.
Et tænkt eksempel…
Dit barn leger med dukker, som hun så ofte har gjort. Hun kan godt lide at lege ved skænken og hylderne, som hænger på væggen inde i stuen, da der kommer noget sjovt lys, når solen skinner på de farverige vaser der står rundt omkring.
Du har sagt det før og siger det lige IGEN. “Husk nu at passe på, når du leger derovre. Det er nogle meget dyre vaser. Jeg bliver meget ked af hvis de går i stykker.”
Pigen leger videre. Med sang, smil og stor glæde. Og bum… Pigen banker ryggen op i den ene hylde og med det samme ryger den ene vase ned på gulvet og smadrer i tusind stykker. Pigen står helt mundlam. Hun har slået ryggen, men tør ikke vise at hun har ondt, at hun er blevet forskrækket og at hun nu er kommet til at smadre mors meget dyre vase.
Som forældre bliver du frustreret, for den vase der står ikke til at redde og den har været hamrende dyr, hvortil du udbryder med meget hårde ord “Jeg har jo sagt til dig, at du skal passe på, når du leger herover! Se nu, hvad du har gjort! Jeg har jo sagt det til dig!“
……
Vi kan jo alle sammen forestille os det efterfølgende scenarie. Pigen bryder selvfølgelig helt sammen. “Jeg har ødelagt mors vase” “Jeg blev forskrækket” “Kan jeg ikke finde ud af at passe på?” “Nu har jeg gjort min mor ked af det” “Jeg har ondt i min ryg, fordi jeg slog mig. Men mor spørger ikke om jeg er ok”
Der går mange tanker gennem sådan et barnehoved i sådan en situation. For pigen VIDSTE godt at hun skulle passe på. Pigen gjorde det bestemt ikke med vilje.
Og morens ord har kun givet endnu mere skyldfølelse.
Personlig hændelse ...
Jeg hører ofte folk nævne, når de vil argumentere for at skæld ud, straf og at give dårlig samvittighed, er gode metoder til at få sine børn “til at lære det”… Desværre! fristes jeg til at sige.
Jeg har et meget positivt eksempel som jeg husker fra da jeg var ca. 18 år, som jeg her vil benytte som inspiration til en handling man kan foretage sig. Jeg havde denne dag bestået min køreprøve og nu havde jeg erhvervet mig et kørekort. Stolt tager jeg ned til min far på hans arbejdsplads og fortæller at jeg bestod min køreprøve.
Jeg får lov at låne hans bil, så jeg kan køre op og købe nogle nye arbejdsbukser. Stolt og storsmilende sætter jeg mig ind i bilen og begynder at bakke og dreje. Jeg passer jo ekstra meget på. Jeg skal bestemt ikke ramme væggen bagved, eller den store grønne skraldespand. Pludselig laver den parkerede bil ved siden af et lille hop. Der finder jeg ud af, at jeg overhovedet ikke har holdt øje med bilen ved siden af, fordi jeg var så fokuseret på ikke at køre ind i væggen bagved og ved et uopmærksomt uheld, har jeg skrammet den anden bil hele vejen ned ad siden.
Jeg mangler ord på, hvordan jeg lige skal beskrive hvordan jeg havde det der. Men tanken om at jeg skulle op og fortælle det her, var så pinligt og skamfuldt. Jeg havde jo LIGE fået kortet og så laver jeg sådan en uopmærksom fejl. Jeg parkerede bilen igen og det var nogle meget tunge skridt, for at gå ind og fortælle det.
Da jeg kommer ind i butikken, bliver jeg hverken mødt af bebrejdelse, skuffelse eller andet. Jeg bliver mødt med et kram og ordene “Nå, det gik ikke lige så godt. Så kom du slet ikke op efter de arbejdsbukser.” Vi fik skrevet en seddel med kontaktoplysninger, så bilens ejer kunne henvende sig.
Og så bliver jeg spurgt om ikke jeg stadig skal låne bilen, så jeg kan komme op og købe de arbejdsbukser. Hvorefter jeg kørte op og købte bukserne og kørte tilbage til butikken.
Lad endelig dette være en inspiration. Mød dit barn i frustrationen, trøst barnet og fortæl og vis så at du fortsat stoler på dit barn. Ligesom jeg blev mødt. “Vi tror på du sagtens kan klare det. Kør nu bare igen.”
Facebook
Twitter
LinkedIn
