
Jerslev Multipark – Et område for hele familien
Jerslev Multipark er et fantastisk område for hele familien. Lige fra multibane, til store rutsjebaner, interaktive skærme og meget andet.
Nu har vi flere gange været i Jerslev Multipark – og jeg må bare sige, at vi bliver positivt overrasket hver gang. Det er bare et super fedt område, som de i byen, har samarbejdet for at få op at stå.
Det er lidt en ulempe at man skal søge vidt og bredt på nettet for at finde helheden omkring hele Jerslev Multipark. Men en søgen rundt på nettet oplyser os om, at hele projektet har taget godt fem år at få stablet på benene og samlet set har Jerslev Multipark kostet godt 10 millioner kroner.
10 millioner kroner lyder af mange penge, og det er det selvfølgelig også. Men når man ser hvad børn og barnlige sjæle får ud af det, så er det bare guld værd. På Nordjyske står der: “For de penge har Jerslev bl.a. fået landets største udendørs klasseværelse, landets højeste legetårn på en spritny offentlig legeplads, en parkourbane, fodboldbaner, udendørs træningsfaciliteter til ældre, skaterområde og et stisystem, der forbinder multiparken med selve Jerslev.”
Det er helt sikkert at byen Jerslev bliver mere attraktiv med sådan et område. Det må jo helt sikkert blive byens samlingssted, for såvel unge som børnefamilierne.