Sådan har jeg efterhånden startet en del sætninger de sidste par uger. Det jeg har måtte fortælle en stor del af de borgere jeg kommer ved er, at efter sommerferien sker der en del ændringer i mine arbejdsroller, hvilket har den betydning, at jeg ikke længere skal komme og besøge de borgere, jeg nu siger på gensyn til.

Det har frembragt fortvivlelse, frustrationer, stilhed og en hel del tårer – Alle følelser jeg til fulde forstår. Ikke fordi jeg nødvendigvis er nogen fuldstændig uundværlig person, men helt sikkert også fordi de, måske nu igen, oplever en følelse af at blive forladt. Føle sig svigtet. At der nu igen er en person, som de har givet så meget af sig selv til, der forlader dem og at de nu igen føler de skal starte forfra.

Selvom jeg er rigtig spændt på, og glad over de jobmæssige ændringer, jeg nu skal til at jonglere med i dagligdagen, så er det bestemt ikke let for mig, i disse dage at viderebringe denne nyhed til de borgere dette kommer til at berører. Mange af dem, har jeg kendt i flere år. Mange af dem, har jeg arbejdet intensivt med for, at de netop skal have en hverdag med mere selvstændighed og øget trivsel.

Jeg kommer stadig fremadrettet til at drøne rundt i samme kommune, så jeg er sikker på, at jeg løbende kommer til at rende ind i mange af de borgere jeg kender, så derfor er ordlyden heller ikke med et farvel, men et vi ses.

Det har været vigtigt for mig, at påpege at grunden til jeg ikke skal komme og besøge nogle af mine borgere længere, ikke har noget med dem at gøre. At det ikke er fordi de har skræmt mig væk, behandlet mig dårligt eller andet og at de alle er helt unikke på hver deres måde og hver og en, har sat sig spor i mig.

Jeg er fuldstændig sikker på, at de næste støttepersoner, der kommer i stedet for mig, kommer til at lave et lige så fantastisk stykke arbejde og at borgerne ligeledes bliver super glade for dem. Så det er jeg heldigvis meget fortrøstningsfuld ved.