En skøn forlænget weekend i Rønbjerg Feriecenter

Vores nylige ophold i Rønbjerg Feriecenter bød på en perfekt kombination af afslapning og aktiviteter for hele familien. Fra legeland og badeland til kreative værksteder og hyggelige stunder med venner – vi nød hvert øjeblik.

Rønbjerg – En skøn feriedestination for familier

Vi er netop vendt hjem fra et lille ferieeventyr til Rønbjerg Feriecenter. Som familie elsker vi at udforske Danmark, da vores land har så meget spændende at byde på. For en familie som vores, med yngre børn, er det ideelt at tage på små ferier inden for landets grænser. Børn behøver faktisk ikke meget for at være glade; de værdsætter de oplevelser, de får, og de ting, de prøver. Vi sætter stor pris på disse små ferier, hvor vi kan være sammen, lege, opleve og have det sjovt.

Rønbjerg Feriecenter - Bollo. Foto: Jesper Kjærgaard

Rønbjerg Feriecenter – En oplevelse for venner og damilie

Som så mange gange før var vi på ferie med vores meget gode venner. Jeg elsker at være på ferie med dem. Udover at vi går virkelig godt i spænd med vores venner, så har vores drenge og deres børn det bare helt fantastisk sammen. Det er virkelig en gave, der bliver ved med at give.

Vi boede meget tæt på centret, hvor langt de fleste aktiviteter foregår. Lige udenfor vores hus var der en ganske fin legeplads, hvor børnene bare løb hen for at lege. Det gav os forældre mulighed for at slappe af og nyde omgivelserne, mens børnene morede sig.

Rønbjergs Legeland – Et hit for de mindste

Om centret vil jeg sige, at det er rummeligt og dejligt lyst. Lige når man kommer ind af hovedindgangen, bliver man mødt af det store fine legeland. Et legeland, hvor der er plads til børn i alderen 3-12 år. Selvom der til tider var en hel del børn i legelandet, øgedes støjniveauet ikke nævneværdigt. Vi kunne som forældre sidde og hyggesnakke, imens børnene gav den gas i legelandet.

Rønbjerg Feriecenter - Legeland. Foto: Jesper Kjærgaard

Badeland i Rønbjerg – Lige tilpas for børnene

Ydermere var vi selvfølgelig i badelandet. Badelandet er slet ikke sammenligneligt med andre, og endnu større, feriecentre. Vi har før været steder, hvor der har været mange forskellige vandrutsjebaner og mange forskellige badeområder. Her i Rønbjerg Feriecenter synes jeg faktisk, at det var helt tilpas.

Vi skulle ikke være nervøse for, om vores børn blev væk. Vi skulle heller ikke stå i kø til noget som helst. Vi kunne lege i vandet uden at komme til at ramme nogen. Ligesom i legelandet var der også her i badelandet rum og plads til at kunne boltre sig. For mig behøver et badeland faktisk ikke meget mere, end der er i Rønbjerg Feriecenter.

Rønbjergs Aktiviteter – Noget for alle

Derudover er der selvfølgelig også at nævne, at vi var i deres bowlingcenter, hvor vi bowlede sammen med børnene. Ydermere var vi i det kreative værksted, hvor børnene fik mulighed for at male nogle malerier, som de efterfølgende kunne tage med hjem.

Videre var vi selvfølgelig også i deres spillerum. I ved, de rum, hvor der står en masse maskiner, som man betaler for at få lov at prøve. Jeg tænker, at langt de fleste børn drages af sådan et rum. Der er mange fede farver. Man kan spille alt muligt sjovt, og vigtigst af alt: Vi er der sammen.

Rønbjerg Feriecenter – En destination Vi gerne besøger igen

Det var faktisk et rigtig fint ophold i Rønbjerg Feriecenter. Service var god. Centret var lyst og åbent. Der var ikke på noget tidspunkt, hvor jeg synes, der var overfyldt. Også selvom der var rigeligt med besøgende.

Vi var der fra torsdag til søndag, og vi fik slet ikke prøvet alt, hvad Rønbjerg Feriecenter har at byde på. Så det kunne sagtens være et sted, vi valgte at besøge igen en anden gang.

Hvis du er interesseret i at vide mere om Rønbjerg Feriecenter, kan du besøge deres hjemmeside her: Rønbjerg Feriecenter.

Rønbjerg Feriecenter - minibiler. Foto: Jesper Kjærgaard
Kommentarer