Vi lever i et samfund hvor det nærmest lyder til at være mere normalt at få 12 i karakter, end det er normalt at få alle andre karakterer.
Fik du 12 i karakter? Nej, okay. Så er du nok ikke god nok.
Vi er igen kommet ind i en tid, hvor for mange, det handler om igen at score høje karakterer i skolen. I har sikkert set dem overalt på de sociale medier. Mønstereleverne der scorer det ene 12 tal, efter det andet. Vi hører ikke så meget til dem der scorer 10 og derunder. Men hvorfor hører vi egentlig ikke om dem? Er det fallit, hvis ikke man tordner de høje karakterer ind på sit afgangsbevis?
Vi kan vel hurtigt blive enige om, at der er nogle typer, der bare kan det der med eksamener og så er der nogen, der frygter det som ind i helvede.
Men hvorfor er det, vi skal bedømmes i dette omfang? Gør det os til bedre mennesker at vi får en høj karakter?
Efter 1 år på pædagogpakken på HF, skal ét års arbejde, nu bedømmes på under 1 time! En person der har været der, stort set til alle timer. Har fulgt med. Lavet lektier. Lavet afleveringer. Aktiv i timerne, og i gruppearbejde. Alt dette kan blive kastet på gulvet, på blot denne ene latterlige dag, som vi kalder eksamen. Men hvad er det vi skal bruge alle de karakterer til? Der er jo INGEN, uanset om man vil stå ved det eller ej, der kigger på de karakterer, man får i denne periode, når først man er kommet videre herfra.
Jeg vil æde min hat på, at selvom jeg ikke kaster 12 taller til højre og venstre, så skal jeg helt sikkert nok blive en ganske udmærket pædagog. De unge er ligeglad med hvad du har fået i karakter! Menneskelige og sociale kompetencer, må da siges at være langt vigtigere, end min karakter i eksempelvis engelsk. Gør det mig til en bedre pædagog, at jeg smider et 12 tal ind på kontoen, kontra et 4 tal? Jeg tror det næppe….
Det er mærkeligt. Vi ser 10 og 12 taller overalt. Vi hører sjældent om nogen der er positive over deres 02-7 karakterer. Man deler og fortæller gladeligt, at man har fået 12. Har man fået 10, eller derunder, hører man jo ofte gerne en undskyldning eller en forklaring på, HVORFOR man ikke fik et 12 tal. For det er åbenbart ikke OK, at man kun får et 4 tal.
Og ja. Selv de mindste i folkeskolerne, skal også testes hele vejen op igennem ungdomsårene. Hvad blev der af det med at give lyst til at lære. Give små personlige sejre, op igennem barndommen. Hjælpe de unge, ved at give dem en tro på dem selv. Og tilpas da for he**** undervisningen, for alle de unge. Består man ikke de tests, så er man fallit? Så er man simpelthen ikke god nok som menneske, og livet ligger i ruiner. Dumper man. Er det så ikke at banke de unge oven i hovedet, og så fortælle dem at de altså ikke er gode nok. Nederlag på nederlag. Hvor bliver lysten så af?
Kan karaktererne fjernes i nogle tilfælde?
Personligt synes jeg det er helt helt forkert, at konstant at skulle måles på nogle karakterer. De menneskelige og sociale færdigheder, er snart en by i Rusland. Fjernt og ligegyldigt! Det handler kun om at scorer topkarakterer. Jeg mangler 3 eksamener for i år. De skal så afgøre et helt års arbejde. De skal afgøre, om jeg har været ”en god dreng”, om jeg har hørt efter, har været til undervisningen, om jeg har været en god klassekammerat, lavet mine lektier, og gjort hvad man kan forlange af en elev på et helt skoleår. Desværre er jeg ikke en eksamenskonge. Så årets arbejde, ses nok ikke i min karakter, for denne ene dag.
Men hvad kunne man så gøre?
Man kunne eksempelvis give en årskarakter. Blive målt og vejet på sin tilstedeværelse, engagement i timerne, i gruppearbejde, sociale kompetencer, empati og andre medmenneskelige egenskaber, som gør at man kan fungere i et fællesskab. Alle sammen ting, der er med til at forme dig som menneske, og samtidig, tror jeg på mere deltagelse i timerne, samt lavere fravær. Da det kræves at man møder op og deltager for, at årskaraktererne kan følge efter. Så kunne man gå til en afsluttende eksamen, med følgende: Bestået eller ikke bestået.
Lidt tanker, om noget jeg synes er forkasteligt. Og fuldstændigt til grin.
Desværre bliver der mere og mere individualisme i denne verden, hvor det hele kun handler om én selv, og om at være bedre end alle andre.
