I julegave havde vi givet drengenes mormor og morfar en tur i Givskud Zoo, med efterfølgende overnatning i Givskud Zoo Hostel. Jeg mindes ikke selv at have været i Givskud Zoo før, men det er virkelig et besøg værd.
Vi startede vores besøg ud med en guidet tur i safaribussen. Normalt er vores store dreng på 4 år, ikke så interesseret i at kigge på dyr, men på denne tur var han ganske stille og meget nysgerrig på de dyr. Jovist. Dyrene var jo også LIGE udenfor bussen. Det gjorde det helt sikkert ekstra interessant at kigge på dyrene.
Efterfølgende hentede vi vores bil og kørte mellem P1, P2 og P3. Hvert sted indeholder forskellige dyr og muligheder for leg og læring. Blandt andet oplevede vi løver, zebraer, giraffer, aber, gorillaer, næsehorn og mange andre dyr. Derudover var vi inde og se den fantastiske dinosaur-udstilling. En ret imponerende udstilling, som virkelig visualisere hvor store dinosaurerne i virkeligheden var.
Begge vores drenge nød virkelig turen. Og jeg må indrømme, at jeg også er særligt imponeret over hvor tæt man kommer på de enkelte dyr. Vi måtte da også tage en ekstra tur rundt i safari for, at kigge på dyrene igen. Måske nok mest for min skyld. Men et gensyn, er mulighed for et nyt syn. Dyrene bevæger sig og laver måske forskellige handlinger. F.eks. så vi kun et halvt glimt af løverne på vores første safaritur med bussen. Da vi kørte turen i vores egen bil, lå løverne helt ude i vejkanten. Lige der hvor vi kom kørende. Ret fascinerende.
Givskud Zoo er et besøg værd for alle aldersgrupper. At komme så tæt på dyrene, må imponere de fleste.
Læs meget mere om åbningstider, overnatning, priser og meget andet på www.givskudzoo.dk