Dette er en fiktiv fortælling. Karakteren er opdigtet, men følelserne og tankerne er hentet fra det virkelige liv.

Nærvær på sidelinjen – Når skærmen fylder mere

Lyden af bolde der dribles mod halgulvet og de hvinende kondisko fylder hele den store idrætshal. Lukas på ni år står helt ude på venstre fløj og mærker, hvordan hjertet banker hurtigt under den lidt for store klubtrøje. Han elsker tirsdag eftermiddag. Han elsker duften af sved og gummibolde, og han elsker følelsen af, at benene næsten flyver hen over linjerne, når træneren fløjter øvelsen i gang.

Lige før træningen startede, havde han set sin far sætte sig på den øverste bænk på sidelinjen. Det havde givet et lille, varmt sus i maven. Far havde travlt med arbejde for tiden, så det var ikke altid, han nåede med helt ind i hallen.

Et skud lige op i målhjørnet

Bolden bliver spillet hurtigt fra midten og ud mod venstre. Lukas griber den i fuldt løb, tager tre hurtige skridt, sætter af og svæver ind over stregen. Han vipper håndleddet i sidste sekund, og bolden suser forbi målmandens udstrakte fingre og smækker ind helt oppe i det fjerneste målhjørne.

Træneren klapper højt og råber et anerkendende bravo hen over banen. Holdkammeraterne slår hinanden på skuldrene.

Lukas lander på gulvet med et stort, stolt smil, der næsten ikke kan være i ansigtet. Endnu før han løber tilbage mod midten, drejer han hovedet op mod bænken på sidelinjen. Han leder efter øjenkontakten. Efter et nik, en tommelfinger i vejret eller bare et smil, der siger: Så du det der?

Men fars hoved er bøjet. Begge hænder holder om mobiltelefonen, og tommelfingeren kører langsomt op ad den lille, lysende skærm.

Smilet på Lukas’ læber falmer en lille smule. Han løber tilbage på sin plads og tænker, at far nok bare lige skulle svare på en vigtig besked fra arbejdet. Det sker jo.

Når blikket bliver ved med at lede

Ti minutter senere lykkes det igen. Lukas opsnapper en tværaflevering fra det andet hold, spurter ned ad banen og får lavet den finte, han har øvet på hjemme i indkørslen hele weekenden. Han scorer sikkert nede ved stolpen.

Igen søger øjnene automatisk op mod bænken. Igen sidder far i præcis samme stilling med nakken bøjet over telefonen. Lyset fra skærmen lyser hans ansigt op i den dunkle hal.

Pludselig føles bolden ikke helt så sjov længere. Glæden, der lige før boblede helt op i halsen, synker ned i maven som en tung klump. Lukas opdager, at han bruger mere energi på at kigge op mod bænken mellem øvelserne end på at høre efter, hvad træneren siger. Han savner et helt enkelt nærvær på sidelinjen. Ikke store råb eller kloge råd om, hvordan han skal kaste, men bare følelsen af, at far faktisk er der sammen med ham.

For hvad nytter det, at far har kørt bilen hele vejen hen til hallen og siddet på en hård træbænk i en hel time, hvis han alligevel er et helt andet sted inde i sit hoved?

Den stille køretur hjem

Da træneren fløjter af, samler Lukas sin drikkedunk op og går langsomt hen mod udgangen. Far rejser sig, putter telefonen i jakkelommen og lægger en hånd på Lukas’ skulder.

“Nå, det var vist en god træning, hvad? Skal vi køre hjemad, mor har snart maden klar,” siger far venligt, mens han allerede kigger ned på sit ur.

“Ja,” svarer Lukas stille og kigger ned i sine snørebånd.

Han fortæller ikke om skuddet oppe i krydset. Han fortæller heller ikke om finten fra indkørslen, der endelig lykkedes i kamp. Han sætter sig bare ind på bagsædet, spænder selen og kigger ud ad ruden på lygtepælene, der glider forbi i mørket.

Han ved godt, at far ikke gør det for at være ond. Men inde i Lukas sidder en stille fornemmelse af, at han blot var en opgave på dagens to-do-liste, der nu var hakket af. Og det gør lidt mere ondt, end hvis far slet ikke var kommet med ind i hallen.

5 1 Stem
Hvad synes du om denne artikel?
Følg med (Tilmeld)
Giv besked om
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest populære