I kender det sikkert godt med den sygdom. Børnene bliver syge, forældrene bliver syge og det kommer igen og igen...
Tilbage efter endnu en sygdom...
Sygdom… Vi kender det alle sammen. Det kommer bare aldrig på de rigtige tidspunkter, vel? Og selvom man måske synes at tidspunktet er ok, så glæder man sig til det bliver hverdag igen og bum… Så rammer sygdommen igen og så ender man tilbage i det samme trummerum.
Vi har børn...
Jeg tænker ikke det er sådan i alle børnefamilier, men kan forestille mig at det finder sted i mange. Vi har to børn i institutionslivet. Det ene barn bliver syg, det næste barn bliver syg og så kører dominoeffekten bare. Ofte er det vel egentlig bare et spørgsmål om tid, inden det rammer hjemme i ens egen familie.
Jeg har heldigvis en forstående leder, som selv har børn, hvor det ikke er mange år siden de stod i de samme situationer. Syge børn og syge forældre. Jeg ved af erfaring at det ikke er alle der har lige forstående ledere på dette punkt og det må være super hårdt.
Selvom det er HELT ok og ganske normalt at man bliver syg og holder sygedage, så oplever mange af os en eller anden form for dårlig samvittighed. Også selvom man ikke bør have dårlig samvittighed, så rammer det stadig et eller andet indeni.
Vi har lige været nedlagt med bræksyge og skulle igen melde os syge begge to. Puha hvor det nager os begge, men vi og ingen andre bliver jo syge med vilje.
Hvordan oplever du sygdom? Holder du fri til du er rask eller kæmper du dig på arbejde, imens du stadig er syg? Hvordan med samvittigheden?
