Dygtige trænere kan være med til at udvikle den enkeltes robusthed og udvikling, ved at give mulighed for personlige succesoplevelser.
Mere struktur for trænere
Jeg har i, efterhånden en del år, trænet mange forskellige håndboldhold. Der har år for år, været snak om et faldende antal medlemmer i håndboldsporten. Måske burde man se lidt anderledes på tingene end som de er nu. Måske burde man helt fra de øverste sæder i DHF, lave en struktur, der fremmer antallet af medlemmer rundt om i landet. Men nej, selvfølgelig kan DHF ikke gøre det her alene. Der skal være engagerede klubber, og så absolut, engagerede trænere. Som vil sporten og klubbernes fremtid.
Mere fokus på trænerne
Hvis vi nu kigger på trænere. Så har jeg i mine år, i håndboldsporten, set mange forskellige typer trænere. Der er de trænere, der vil gøre alt for at vinde. Stille det stærkeste hold hver eneste gang. (Læs. de bedst spillende spillere) Forældre, der er trænere. Der ikke just ved forfærdeligt meget om selve sporten. Men det er jo synd at holdet ikke skal have en træner. Nogle trænere, jeg er blevet inspireret meget af. Er mange af de trænere, som også fungere som undervisere på diverse kurser, som blandt andet DHF og JHF arrangere rundt om i landet. En flot pædagogisk tilgang til tingene. Leger sporten ind i børnene. Roser og anerkender, for selv de mindste ting, som for nogle, kan være de største ting.
Et eksempel ...
Jeg havde et hold med spillere på 9-10 år. Der var nogle rigtig velspillende. Der var nogle der ikke var så gode med bolden endnu, men de havde mod og lyst til at lære og så var særdeles lyttende efter hvad der blev fortalt.
Et par spillere der godt kunne hoppe over en forhindring med samlede ben. Nogle kunne ikke. Så i stedet for at blive ved med at give dem nederlag, over at de ikke kunne hoppe over denne forhindring, men dog stadig opretholde sværhedsgraden for dem der godt kunne. Så satte jeg magen til forhindring op ved siden af, dog med mindre højde eller mindre sværhedsgrad. Så vil nogle sikkert tænke. “Jamen, så føler de sig da udenfor?”.
Min tanke er netop, at jo flere personlige sejre. Desto mere vokser man. En forhindring kan være let for nogle, men tæt på umulig for andre. Så vi er nødt til at kigge på hver enkelte. Dét, det hele handler om for os der træner ungdomshold. Vi skal skabe nysgerrighed og lyst til at lære endnu mere. Vi skal give spillerne lyst til at spille videre i mange mange år.
Jeg ser en del træningspas, rundt om i hallerne. Ofte ser man de samme spillere vælge hinanden i eksempelvis kaste/gribe øvelserne. Dem der er gode til øvelsen, vælger hinanden og dem der ikke er så sikre på bolden, vælger så også hinanden. Men hvorfor? Bliver holdet bedre af at de 2, der har nemt ved det, bare står og kaster til hinanden? Hvad med dem der ikke er så sikre på bolden, bliver de bedre af at skulle rende rundt efter bolden, fordi de ikke kan ramme hinanden?
Brug de spillere der kan, til at hjælpe dem der ikke kan
Jeg har ofte brugt de spillere, der har været nogenlunde sikre på en øvelse, og sat dem sammen med en spiller, som ikke er så sikker på den. Altså ubevidst, for de sikre spillere, at bruge dem som hjælpetrænere i øvelserne, og være med til at hæve niveauet i samlet flok. Jeg bruger meget tid på at fortælle mine spillere hvad disciplin er. Og fortæller ofte, at det er holdsport. Så man SKAL hjælpe hinanden, gerne ved at rette lidt til, hvis man kan se sin makker gør noget forkert. Hvad enten det er at justere på foden, eller husker at gribe med 2 hænder, osv.
Der er trænere der har hold ned i u10-u12 som øver mange forskellige systemspil. Og øver mange avancerede ting, som børn i den alder, kun forstår brøkdele af alligevel.
Men det er jo netop i den alder, man har muligheden for at gå helt i dybden med diverse øvelser. Fod og krop, skal være den rette vej i pres-spillet. Præcise afleveringer. Individuelle finter. vurderings-spil -> Skal jeg spille bolden videre, eller køre selv? Er vinklen for skarp? Skal jeg gå frem og tackle her?. Det motoriske!! Jeg ser en del spillere i de ældre rækker, der har så store mangler på det motoriske. Lær jeres unge spillere at hoppe på højre, venstre og samlede ben. At kunne skyde rigtig godt, giv dem god teknik. Og vigtigst af alt. Fungere som et hold, juble, vinde og tabe som et hold!
Skab motivation med små personlige sejre
Men husk at give alle jeres spillere, små personlige sejre. Pyt med om vi scorer en masse mål. Pyt med om vi ikke vinder alle vores kampe. Pyt med hvad der står på måltavlen. Børnene skal udvikle sig. ALLE børnene! Ros ham der endelig har fået mod til at skyde. Ros ham der endelig har fået mod til at gå ind og lave finter. Ros ham der er god til at starte pres-spil. Ros målmanden for redninger, ros målmanden for gode udkast. Ros ham der scorer! Ros spilleren der dækker godt op! Ros ham der siger hvem han dækker op!
Alt er selvfølgelig ikke ros og anerkendelse. Noget kan også være helt ude i hampen. Men så giv konstruktiv kritik. Sig at det var ok, men NÆSTE gang, kan vi prøve noget andet.
Vi skal sammen, få spillerne til at have det skide sjovt og give dem lyst til det her i mange mange år, og få dem til at føle at holdsport, når det fungere. Er det fedeste i verden! 🙂
