Min ærlige anmeldelse af Usårlig af David Goggins

Jeg har netop slukket for den sidste store indånding i en lydbog på godt 12 timer. Det har været 12 timer i selskab med en enormt rå og brutal fortælling, som fik mig til at reflektere over ret mange ting i mit eget liv. Bogen hedder Usårlig og er skrevet af David Goggins, tidligere Navy SEAL og ultraløber. For mig gav bogen komplet mening, og den efterlod mig med en enorm motivation og gejst til at tage mine egne drømme endnu mere seriøst.

Det her er en stærk, personlig og ufiltreret beretning om at gå fra det absolut dybeste, mørkeste hul i tilværelsen til at blive et af de mest mentalt hårdføre mennesker på planeten. Det er vigtige mentale vitaminer for alle, der ønsker at tage det fulde ansvar for deres eget liv og rykke ved de grænser, vi normalt sætter for os selv.

Din mentale styrke ligger gemt bag ubehaget

Glemmer du dine drømme, dine mål og din egen mentale modstandskraft, fordi hverdagens bekvemmeligheder og dårlige undskyldninger presser sig på? David Goggins fortæller i bogen, hvordan du genvinder kontrollen over dit eget sind, smider offermentaliteten og finder den rå styrke frem, som vi alle besidder.

Et af de elementer i bogen, som i den grad har sat sig fast i mine tanker, er konceptet om at gøre sindet hårdhudet. Goggins drager en parallel til, hvordan vores hænder får hård hud af tungt, fysisk arbejde. På nøjagtig samme måde skal vores sind hærdes. Og det gør man ifølge forfatteren kun ved konstant at opsøge ubehaget og gøre de ting, man absolut ikke har lyst til.

Den tankegang er simpelthen så stærk at overføre til hverdagen og til de projekter, man kaster sig over. Hvis man hader at løbe i silende regnvejr, er det præcis det, man skal gøre. Ved at vænne sindet til ubehag i de små ting opbygger man en solid mental modstandskraft, der gør en i stand til at stå imod, når livet for alvor bliver svært eller uoverskueligt. Det har givet mig en enorm lyst til at skrue op for ambitionerne, smide de nemme udveje og i stedet forelske sig i den hårde proces. Det er i ubehaget, man vokser som menneske.

Socialpædagogen møder maskinen

Når jeg lytter til David Goggins livshistorie i 12 timer, kan jeg dog ikke lade være med at tage min faglige kasket på. Hans tilgang er ekstrem, og hans metoder grænser indimellem til det selvdestruktive. Som pædagog arbejder jeg dagligt med nervesystemet, balance og det hele menneske. Vi skal passe på, at jagten på den hårde hud ikke kammer over og bliver til et konstant alarmberedskab, hvor vi glemmer at mærke os selv.

Men der, hvor Goggins for alvor rammer plet og bliver aktuel for os alle sammen, er i hans opgør med mageligheden. Vi lever i en tid, hvor vi hurtigt pakker os selv og hinanden ind i vat. Vi flygter fra den mindste modgang. Her kan hans filosofi bruges som en sund og nødvendig gnist. Det handler ikke om, at du skal løbe hundrede kilometer med brækkede knogler i fødderne, men om at du tør blive stående i det lille hverdagsagtige ubehag i stedet for at give op på dine mål ved første vindpust.

Vend skepsis og modstand til dit største brændstof

Noget andet, der virkelig ramte mig i fortællingen, er hans princip om at sjæle deres sjæl. Det handler kort og godt om at vende modgang, tvivl og skeptikere til sin absolut største energikilde. Når man møder modstand, eller når folk omkring en tvivler på ens idéer og projekter, skal man ikke lade sig slå ud. Man skal bruge deres skepsis som benzin på bålet.

Ved at levere en fuldstændig overlegen indsats, være den, der arbejder hårdest, og bevare roen under pres, vinder man det mentale overtag. Det gør man ikke for at håne nogen, men for at bevise over for sig selv, at man har styrken til at gennemføre. Det flytter fokus fra at være låst af andres meninger til at tage 100 procent ejerskab over sine egne handlinger. Det minder en om, at den eneste person, man reelt konkurrerer mod, er den udgave af selv, der vågnede op i morges.

Hvad med dig? Bruger du modgang og tvivl som en bremseklods, eller formår du at vende det til brændstof, når dine projekter møder modstand?

En bog der giver mening

David Goggins takker i sin bog de mennesker og den modgang, der har formet ham. Jeg vil gerne sende en stor anbefaling afsted til bogen her, fordi den har inspireret mig ubeskriveligt meget til at tage mine egne drømme og mål endnu mere seriøst.

Det her er en fortælling fra virkeligheden uden filter, som i den grad fik mig til at reflektere over mit eget liv, og hvordan jeg bruger min energi.

Vil du ligeledes også høre, eller læse bogen, kan du finde den her på Mofibo.

5 1 Stem
Hvad synes du om denne artikel?
Følg med (Tilmeld)
Giv besked om
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest populære