Vi kender det sikkert allesammen. En kommentar lander i rummet, og i løbet af et splitsekund mærker vi en fysisk eller følelsesmæssig reaktion. Det strammer til i brystet, irritationen bobler op, eller vi får lyst til at gå i forsvar. Vi er med ét blevet trigget.

Men hvad er det egentlig, der sker i os, når noget fungerer som en trigger? Hvorfor preller visse ting af på os, mens andre ting kan flytte vores fokus og dræne vores energi på et øjeblik?

At have en opmærksomhed på sin egen indre trigger er en stor styrke. Det handler ikke om at fjerne det, der rammer os, men om at forstå, hvorfor det rammer. Når vi tør kigge indad og sætte ord på de ting, der udfordrer vores indre ro, bliver vi klogere på vores egne værdier og grænser.

Hvis jeg skal rette blikket mod mig selv, er der særligt ét mønster, som kan fungere som den største trigger. Det er, når mennesker pr. automatik leder efter fejlene. Det sker, når fokus altid lander på det mangelfulde, det pessimistiske eller det, der endnu ikke er gjort godt nok.

Du kender sikkert situationerne fra din egen hverdag. Nogen har brugt timer i køkkenet og har gjort sig umage med at bage en kage til fællesskabet, og den første kommentar lyder, at den er alt for sød. En anden har lagt hjerteblod og energi i at bygge noget med sine egne hænder, hvorefter reaktionen er kritisk spørgende til, om træsorten nu også passer, eller om konstruktionen overhovedet kan holde.

Det kan også være, når man har været ude for at dele en oplevelse sammen. Man går i den smukke natur og kigger på nogle kæmpestore, flotte træer, men den efterfølgende kommentar lyder, at vejret nu godt kunne have været bedre.

Jeg oplevede det også ofte i min tid som håndboldtræner, når en spiller brændte et skud på mål. I stedet for at rose initiativet og modet til netop at turde tage chancen, kom der kommentarer om, at det ikke var godt nok, og at spilleren skulle have kigget på målmanden og skudt et andet sted hen.

Det er virkelig noget, der kan påvirke mig meget og virke som en personlig trigger. Når handlinger, fortællinger og oplevelser aldrig bare kan få lov til at være gode nok, men at der absolut altid skal findes noget, der kunne være anderledes eller bedre. For hvis det altid er manglen, vi påpeger, så er det jo netop dét, der ender med at blive den dominerende fortælling.

Dette er ikke et fordømmende opslag. Det handler overhovedet ikke om at udpege syndebukke, for vi oplever alle at blive mødt af en trigger i ny og næ. Vi har alle vores sårbare punkter og ting, som vi reagerer kraftigere på end andre. Vi er skabt forskelligt, og vi møder verden med vidt forskellige briller. Det skal der være plads til, og ingen skal nedgøres for deres måde at være i verden på. Nogle mennesker har et medfødt eller indlært fokus på risiko, fejlfinding og realisme, og i visse sammenhænge er det en stor kvalitet.

Min egen personlighed og mit grundlæggende mindset er dog skruet helt anderledes sammen. Jeg plejer at kalde mig selv for en naiv optimist. Jeg trives, glædes og inspireres af at tro på det gode i situationer og i mennesker. Min umiddelbare indskydelse er altid at anerkende det arbejde, de tanker og de handlinger, der ligger bag et initiativ.

Hvis der er noget, jeg ikke bryder mig om, eller hvis jeg ser en børneopdragelse, et byggeri eller en ret mad, som ikke matcher min smag, så er min første indskydelse aldrig at nedgøre det. Hvis jeg bliver spurgt direkte og konkret, svarer jeg ærligt. Men jeg vælger bevidst at sætte lyset på det, vi gerne vil se mere af. Jeg leder efter den positive adfærd og de omsorgsfulde handlinger.

Når pessimismen rammer mig, er det i virkeligheden mit eget værdisæt om at løfte hinanden, der bliver udfordret. Min trigger fortæller mig, hvor vigtigt det er for mig, at vi anerkender, når andre gør sig umage.

Min egentlige opsang med dette skriv er derfor, at vi skal turde italesætte hver enkelt trigger over for hinanden. Ikke for at lave hinanden om, men for at skabe en større forståelse.

Når vi åbent deler, hvad der rammer os, lærer vi hinandens styrker og svagheder at kende. Det giver os en unik mulighed for at tilpasse os hinanden i hverdagen. På den måde kan vi undgå at gå og irriteres eller ende i opslidende konflikter over ting, som vi i virkeligheden nemt kunne have taget i opløbet, hvis vi bare havde vidst, hvad der var på spil og fungerede som en trigger hos den anden.

Det er især sundt at stoppe op og undersøge sine egne reaktioner. Ved at flytte os fra frustration til refleksion bliver vi bedre til at rumme, at vi er forskellige, uden at vi behøver at overtage hinandens humør eller verdenssyn.

Hvad med dig? Hvilke situationer eller adfærdsmønstre fungerer som en trigger for dig i din hverdag, og hvad tror du, det fortæller om dine egne værdier?