Gennem hele mit liv har jeg haft utrolig svært ved at være midtpunkt. At træde ud i det ukendte og stå i det uvisse har altid givet mig dybe mavepustere. Da jeg var yngre, ramte en form for social utryghed mig, hver gang jeg skulle række ud to andre. Alene det at gribe knoglen for at ringe til nogen var en kæmpe barriere. Det udløste en form for angst, fordi jeg ikke kendte modpartens reaktion på forhånd.

Tankerne kørte i ring om, hvad de mon spurgte om, som jeg ikke vidste, eller om jeg overhovedet kunne finde ud af at svare på det, der blev spurgt om.

Hvis jeg havde lyttet til den indre stemme, var jeg aldrig kommet ud af flækken. Men jeg havde noget i mig, der var stærkere end frygten. Jeg har nemlig altid været dybt drevet af sociale fællesskaber. Jeg ved instinktivt, hvilken enorm betydning det har for et menneske at være en del af noget større og noget fælles. Jeg har altid haft en kæmpe energi for at skabe de rammer og de fællesskaber for andre, og for at gøre det var jeg nødt til at se ud over min egen angst og tage ansvar for mine egne drømme. Jeg opdagede hurtigt, at handling er den bedste modgift, når man kæmper med usikkerhed.

I stedet for at trække mig, besluttede jeg at udfordre og presse den frygt, der forsøgte at begrænse mig. Min drøm om at skabe rammer for andre krævede, at jeg mødte op. Hver gang min hjerne råbte på, at jeg skulle blive i komfortzonen, tvang jeg mig selv til at handle alligevel.

Siden mine teenageår har jeg kastet mig ud i at arrangere sociale og kulturelle begivenheder, hvor jeg ofte stod som det eneste genkendelige ansigt med det fulde ansvar. Senere startede jeg op som håndboldtræner, hvilket om noget udfordrede min præstationsangst. Her kommer man i den grad i centrum foran både spillere, forældre og tilskuere, fordi glæden ved at opbygge et hold og et fællesskab bar mig igennem.

Da jeg på et tidspunkt var på en arbejdsplads med over 100 ansatte, sagde jeg ja til at blive aktivitetsmedarbejder. Og for at det ikke skal være løgn, lod jeg mig også vælge som arbejdsmiljørepræsentant. Det betød pludselig, at jeg skulle tæmme min rampelysfrygt og kaste mig ud i et hav af vigtige og uforudsigelige samtaler med både interne kolleger og eksterne aktører. Alt sammen for at gøre en forskel for det fælles arbejdsmiljø.

Når min hjerne kører afsted i sit helt eget pædagogiske spor, har det dog intet at gøre med utilfredshed over den indsats, der bliver leveret på banen. Tværtimod. Min natlige tænketank er udelukkende et udtryk for mit eget indre arbejdsmiljø.

Jeg har den dybeste respekt for de trænere, forældre og frivillige, der tropper op i hallerne og på fodboldbanerne uge efter uge. De ildsjæle yder en gigantisk og fuldstændig uundværlig indsats for vores børn. De skaber de trygge rammer og de sociale arenaer, der overhovedet gør det muligt for os forældre at stå på sidelinjen og se vores børn trives. Derfor skal der lyde en kæmpe og uforbeholden tak til alle jer, der bruger jeres fritid på at løfte foreningslivet. I gør en enorm forskel for fællesskabet.

I dag lever jeg faktisk af det, der engang skræmte mig allermest. Min hverdag består af tæt kontakt med virksomheder og borgere, hvor vi taler om potentialer, retning og professionel udvikling. For at udfordre mig selv endnu mere, arbejder jeg i dag også som freelancejournalist i min fritid. Det betyder, at jeg konstant opsøger og møder nye mennesker, stiller nysgerrige spørgsmål og træder direkte ind i situationer, hvor udfaldet aldrig er givet på forhånd.

Når jeg sidder overfor et andet menneske i dag, uanset om det er i mit professionelle virke eller med en blok og en pen i hånden, kan jeg stadig mærke et strejf af den gamle nervøsitet. Jeg kan være bekymret for, om jeg kommer til at tale ned til dem, for man ved jo aldrig på forhånd, hvor meget de ved om det emne, vi skal vende.

Men i dag ved jeg, at handling bremser hverdagens angst og bekymringer. Derfor lader jeg mig ikke stoppe. I stedet bruger jeg følelsen positivt. Den tvinger mig til altid at mærke stemningen i rummet, lytte ekstra godt efter og forventningsafstemme, hvor vi befinder os i samtalen. Min tidligere usikkerhed er blevet til en styrke i mødet med andre mennesker.

Jeg er stadig ikke en 100-meter-ekspert i at være i centrum, og det kan fortsat være grænseoverskridende for mig. Men det er min træningsbane. Hver eneste dag.

Når du venter på, at modet skal dukke op, før du tager det første skridt, så venter du ofte forgæves. Modet er ikke noget, du har i dig på forhånd, det er noget, du gør dig fortjent til efter du har handlet.

Hvis du sidder fast i overtænkning, handlingslammelse eller en snigende angst for ikke at slå til, så husk på, at handling er vejen frem. Du behøver ikke at kunne se hele vejen for at gå i gang. Hvis du har en drøm om at skabe noget, at ændre noget eller at være en del af et fællesskab, så lad ikke frygten bestemme. Du skal tage det første, uperfekte skridt ind i det uvisse. Det er der, udviklingen sker, og det er der, livet folder sig ud.

Vil du læse mere om hvad angst er? Så kan du læse mere på psykiatrifonden.dk