Det efterlader en grim smag i munden. Beretningen om den unge fodbolddommer, der passer sin opgave i en ganske almindelig oldboyskamp, for blot at blive spyttet på af en voksen spiller, som er utilfreds med en kendelse. Det er et enkelt klip, en enkelt historie, men den taler ind i en tendens, der fylder mere og mere i vores hverdag. Det handler om manglen på en helt grundlæggende respekt i samfundet. (Se historien her)

Vi ser det efterhånden overalt i det offentlige rum. Det er ikke længere bare mindre gnidninger, men decideret grove overtrædelser af vores fælles tryghed. Provokationer mod ordensmagten, tyverier og røverier, der udspiller sig ved højlys dag foran tilfældige forbipasserende. De skyldige er fuldstændigt ligeglade med konsekvenserne, og de agerer uden skyggen af skam over for de mennesker, det går ud over. Mig selv først, og fuldstændig ligeglad med resten.

Det stopper desværre ikke her. Nyhedsbilledet fyldes jævnligt med historier om hærværk, trusler og regulær, uprovokeret vold. Mennesker, der stikker hinanden med knive, eller skyder mod hinanden i det offentlige rum. Det efterlader en isnende fornemmelse af, at hinandens liv, sikkerhed og generelle velbefindende ikke længere har ret meget betydning for en gruppe af vores medborgere. Det er råt, det er skræmmende, og det kalder på en dyb refleksion over, hvor vi er på vej hen som fællesskab.

Når vi når dertil, hvor et voksent menneske finder det i orden at nedgøre en ung mand på en sportsplads, eller når grov kriminalitet sker ugenert foran vidner, så slår de traditionelle konsekvenser ikke til. En karantæne eller en kortvarig straf flytter intet ved det grundlæggende problem. Spørgsmålet er, hvordan vi genopbygger en sund adfærd og sikrer en bred respekt i samfundet, når det indre moralske kompas i den grad er gået ud af kurs.

Det eskalerer hurtigt på de sociale medier, som ofte fungerer som en digital folkedomstol, hvor dommen falder kontant og uden nåde. Vi så det for nylig, da en video af en politibetjent, der sparkede en borger, cirkulerede på nettet. Det umiddelbare svar fra offentligheden var en entydig fordømmelse af myndighedernes magtanvendelse. Men hvis vi for alvor vil problemerne til livs, bliver vi nødt til at turde kigge på nuancerne for at bevare en ordentlig respekt i samfundet.

Retfærdiggør det vold fra myndighedernes side? Nej, absolut ikke. Men vi bliver som samfund nødt til at spørge, hvad der ligger forud for den specifikke situation. Hvilken virkelighed og hvilken adfærd møder den betjent i sin hverdagsfunktion? Har vedkommende i timerne op til mødtes med hundredevis af de førnævnte episoder? Har der været konstante trusler, råb, verbale hadbeskeder og fysisk modstand på de foregående vagter?

Når presset bliver stort nok, og når truslerne er massive, reagerer det menneskelige nervesystem. Det gælder for os alle, uanset om vi bærer uniform eller ej. Hvis vi som folkedomstol kun dømmer det sekund, hvor elastikken knækker, overser vi det massive og langvarige pres, der fik den til at briste. Hvis vi vil fastholde en gensidig respekt i samfundet, må vi formå at se hele mennesket og den kontekst, de agerer i, i stedet for kun at dømme i blinde ud fra korte videoklip.

Det er dybt frustrerende at være vidne til, at de smukke, næstekærlige handlinger, som også findes derude hver eneste dag, så let overskygges af had, vold og ødelæggelse. Men magtesløsheden må ikke få lov at vinde. Hvis vi vil vende skuden og genfinde en dyb respekt i samfundet, skal vi starte med at kigge på de helt små, nære ting i vores egen hverdag. Vi skal have de gamle ord pli, respekt og næstekærlighed tilbage i vores ordforråd og adfærd.

Det handler om et fælles adfærdskodeks, som vi alle kan bidrage til gennem helt konkrete handlinger:

• Vi skal i den grad tale ordentligt til hinanden: Sproget er det værktøj, vi bygger broer med. Når vi taler ordentligt, anerkender vi den andens værdi som menneske.

• Vi skal hilse på vores medmennesker: Sige godmorgen, sige hej og hilse pænt på den person, der sidder bag kassen ved købmanden, til bageren, til betjenten, til servicemedarbejderen, til den du møder på din vej. Et lille nik kan ændre en hel dag for et andet menneske.

• Vi skal vise hensyn i hverdagen: Holde døren for de ældre, rejse os for de gangbesværede i bussen eller toget, holde tilbage i fodgængerfeltet, når der står nogen og gerne vil over, og respektere det røde lys, uanset om vi sidder i en bil eller på en cykel.

• Vi skal give en hjælpende hånd: Tilbyde at løfte de tunge pakker for dem, der har svært ved det, eller hjælpe til i frivillighedens ånd. Der er så mange fantastiske initiativer, som har hårdt brug for både hænder og hoveder til at løse opgaverne.

• Vi skal øve os i det, der er svært: Vi skal øve os i, at vi ikke altid kan få vores vilje i alle situationer. Vi skal øve os i at håndtere nederlag og i at fejle, uden at det skal gå ud over vores omgivelser. Vi skal øve os i ikke at indtage offerrollen, men i stedet turde tro på, at vi selv kan gøre en positiv forskel for andre og for os selv.

• Vi skal vælge fællesskabet til: I sociale sammenhænge skal vi lade være med konstant at tjekke sociale medier og nyheder på telefonen. Nærværet og fællesskabet kræver, at vi aktivt vælger skærmen fra og hinanden til.

• Vi skal italesætte det gode: Til de mennesker, der betyder noget for os, skal vi huske at sige det højt og tydeligt. Fortæl dem, at de har en betydning i dit liv.

• Vi skal give plads til langsommeligheden: Når køen er lang, eller trafikken snegler sig afsted, skal vi trække vejret i stedet for at lade frustrationen gå ud over vores omgivelser.

• Vi skal rydde op efter os selv: Pas på det fælles rum, vi deler. At efterlade et sted ordentligt bør være en selvfølgelighed og af respekt til den næste person, der kommer.

Hvis vi vil vende udviklingen og styrke den brede respekt i samfundet, skal vi starte med at genopbygge de fællesskaber, hvor det enkelte menneske føler sig set og værdsat. Adfærd kommer altid af en årsag. Bag den rå, afstumpede og grænseoverskridende opførsel ligger der ofte en dyb afmagt, en mangel på sundt tilhørsforhold eller en total blindhed for egne handlingers konsekvenser.

Vi har alle et ansvar for at sige stop over for uacceptabel adfærd, men vi har i endnu højere grad et ansvar for at vise en anden og bedre vej. Vi skal skabe rammer, hvor det enkelte menneskes unikke evner kan blomstre i mødet med andre, frem for i opposition til dem. Vi kan alle gøre lidt mere for hinanden, så verden bliver et bedre sted at være, og det starter med, at vi genfinder en dyb respekt i samfundet i de helt små, nære relationer.

Og så er jeg også helt med på, at de her handlinger ikke er det der kommer til at gøre hele forskellen. Der er som beskrevet mange nuancer. Alt fra skolevæsenet, forældreroller, medier og meget andet. Men man skal jo starte et sted, og det sted, kunne passende være ved os selv.

Læs en tidligere artikel med hvad en borger henvendte sig til mig med her.