Dette er en fiktiv fortælling. Karakteren er opdigtet, men følelserne og tankerne er hentet fra det virkelige liv.
Overbelastet nervesystem – Den indre monolog bag døren
Allerede inden hoveddøren klikker i bag ham, summer det helt ude i fingerspidserne på syvårige Kasper.
Skoletasken føles som en blyklods mod skulderbladene. Siden klokken otte i morges har han holdt sammen på sig selv. Han har siddet stille på sin plads i klassen, rakt hånden op, ventet på sin tur, lyttet til beskeder i et rum fuld af skrabende stoleben og skiftet fra dansk til frikvarter, fra frikvarter til matematik og videre over i SFO’ens høje råb og mange lege. Han har været dygtig. Han har klaret det hele.
Men nu står han i entreen, og batteriet er helt fladt. Der er ikke én eneste procent tilbage.
Når en drilsk strømpe bliver til et stød i kroppen
“Hej skat, velkommen hjem! Hæng lige jakken op og sæt madkassen ud på køkkenbordet, ikke?” lyder mors stemme inde fra køkkenet.
Ordene er sagt i en helt almindelig, venlig tone. Men inde i Kaspers hoved rammer de ikke som ord. De rammer som små, skarpe stød direkte ind i brystkassen. Hæng jakken op. Tag tasken af. Gå ud i køkkenet. Skynd dig. Det larmer stadig i ørerne fra larmen i bussen, og lyset fra loftslampen i gangen skærer i øjnene.
Han sætter sig ned på gulvet for at tage skoene af. Den venstre sko sidder fast ved hælen. Han hiver i den. Skoen ryger af, og samtidig glider strømpen halvt ned om foden, så syningen lægger sig som en hård, kradsende kant lige under tæerne.
Det er bare en strømpe. En lille, dum strømpe.
Men i et overbelastet nervesystem findes der ikke længere noget, der hedder en lille ting. Syningen under tæerne brænder som ild. Varmen stiger eksplosivt op gennem halsen, helt ud i kinderne, og hjertet begynder at hamre mod ribbenene, som om han skal løbe for livet.
“Kasper, fik du taget madkassen op? Den lugter altså, hvis den bliver liggende i tasken.”
Noget brister indeni.
Han flår strømpen af og kaster den tværs gennem gangen. Han sparker til skoletasken, så den vælter ind i skohylden med et højt brag, og fra halsen slipper et skrig ud, der lyder næsten fremmed i hans egne ører. Hænderne knytter sig, og benene stamper hårdt i trægulvet. Han kan ikke stoppe det. Det er, som om hele kroppen er en sodavandsflaske, der er blevet rystet hele dagen, og nu er låget fløjet af.
Når kaosset møder en lukket dør
“Stop så, Kasper! Hvad er det dog for en opførsel? Jeg beder dig bare om at tage din madkasse op! Nu går du ind på dit værelse, til du kan finde ud af at tale ordentligt!”
Stemmen fra gangen er høj og skarp.
Kasper løber ind på værelset, og døren bliver lukket i udefra.
Med ét bliver der helt stille. Alt for stille.
Han glider ned ad den lukkede dør og sætter sig på gulvet med knæene trukket helt op under hagen. Tårerne løber ned ad kinderne og drypper ned på joggingbukserne. Brystkassen går op og ned i hurtige, hakkende ryk, og det føles, som om der sidder en stor, tung sten midt i maven.
Inde i hovedet kører tankerne i ring.
Hvorfor gjorde jeg det? Jeg ville jo ikke smide med tasken. Jeg hader, når jeg bliver sådan der. Nu er mor sur på mig. Jeg er en dum dreng.
Han kigger rundt på sit værelse. På legoklodserne på gulvet og bamsen i sengen. De voksne siger altid, at han skal gå ind på værelset og falde til ro. Men hvordan gør man det, når hele kroppen sitrer, og hjertet slår så hurtigt, at man ikke engang kan trække vejret helt ned i maven?
Alene i stormvejret
Kasper prøver at trække vejret dybt, men luften stopper halvvejs nede i halsen. Hænderne ryster stadig lidt, og hudens overflade føles underligt tynd og øm.
Han var ikke trodsig ude i entreen. Han prøvede ikke at bestemme eller lave ballade. Han var bare fuldstændig brugt op, og da strømpen drillede, og kravene kom, var der ikke mere plads tilbage indeni.
Nu sidder han her bag døren i den pludselige ensomhed. Det kaotiske stormvejr raser stadig rundt i hans syvårige krop, mens han prøver at finde en slukknap, han slet ikke ved hvor sidder. For når et barn står midt i et overbelastet nervesystem, er det sværeste i hele verden at skulle finde roen helt alene.
Lignende blogindlæg
Pædagogiske Fortællinger



