Jeg lagde for nylig et opslag op på de sociale medier, hvor jeg delte en ærlig og uperfekt bid af vores liv. Det var et opslag om at trække stikket, lade tingene ligge og skabe plads til det uundgåelige rod i hverdagen, som opstår i en aktiv familie. Responsen har været overvældende, og tak for det. Men der er også en helt særlig strømning i kommentarsporet, som jeg bliver nødt til at adressere, både professionelt og personligt.

Mange skriver, i forskellige afskygninger, at jeg bare bør opdrage mine børn til selv at rydde op.

Lad os lige dvæle ved den kommentar, for den stikker dybere end bare et par legetøjsbiler på gulvet. Den rammer lige ned i den præstationskultur, som spænder ben for rigtig mange børnefamilier i dag, og som gør det sværere at acceptere almindeligt rod i hverdagen.

Lad mig slå det fast med det samme: Det handler overhovedet ikke om, at mine børn ikke kan finde ud af at rydde op. De mestrer det glimrende, når rammerne og energien er til det. Det handler derimod om, at man som forælder ikke skal gå rundt med en kronisk dårlig samvittighed, hvis man engang imellem bevidst vælger, at man simpelthen ikke gider kæmpe kampen mod det naturlige rod i hverdagen.

Det er helt okay at lade oprydningen ligge.

Når vi insisterer på, at alt altid skal stå snorlige, overser vi ofte det hele menneske. Hverdagen med børn er en levende organisme, og nogle gange har enten forældrenes eller børnenes nervesystem brug for en pause frem for en pligt. Hvis valget står mellem en nærværende stund på sofaen eller en opslidende konflikt om at sortere Lego klokken tyve minutter i sengetid, så vælger jeg nærværet. Hver gang. Også selvom det betyder, at vi må leve med lidt ekstra rod i hverdagen til næste dag.

De løftede pegefingre i kommentarsporet afslører en grundlæggende præmis (at der findes én rigtig standard for et velfungerende hjem). Men hvem har egentlig defineret den standard?

Når vi taler om rod i hverdagen, taler vi reelt om forskellige personlige grænser. Hvad der er rod for dig, er måske ikke rod for mig. Min definition af et rart, levende hjem er helt sikkert forskellig fra din, og det er præcis, som det skal være.

Nogle familier trives bedst i faste strukturer, hvor hver ting har sin faste plads, og alle flader er ryddede. Det giver dem ro i hovedet. Andre familier slapper bedst af, når tingene flyder en smule, fordi det signalerer et frirum, hvor der er højt til loftet og plads til kreativitet. Ingen af delene er mere rigtige eller forkerte end det andet, og intet af det bør føre til skam.

Vi lever i en tid, hvor vi konstant bliver bombarderet med fejlfrie glansbilleder af minimalistiske hjem på de sociale medier. Det skaber et urealistisk pres, som sniger sig ind vore underbevidsthed og hvisker os i øret, at vi har fejlet, hvis vores hjem bærer præg af liv og aktivitet. Men virkeligheden er sjældent steril og farvekoordineret.

Når vi forsøger at opretholde en facade af konstant orden, risikerer vi at dræne den energi, der i stedet skulle være gået til at lytte, lege og være til stede for vores børn. Hvis vi konstant rydder op, sender vi måske ubevidst et signal om, at børnenes udfoldelse og leg er en forstyrrelse af ordenen. Det skal der være plads til at gøre op med. Vi har brug for at normalisere, at rod i hverdagen er et sundhedstegn på, at der rent faktisk leves et liv i huset.

Som socialpædagogisk tænkende menneske og som far mener jeg, at det er helt afgørende, at vi giver familierne det selvstyrende rum tilbage. Det er jer, og kun jer, der ved, hvad der fungerer bedst hjemme hos jer.

Når vi dømmer andres rammer og dømmer deres rod i hverdagen ud fra vores egne standarder, skaber vi isolation i stedet for fællesskab. Vi bidrager til en kultur, hvor forældre føler sig utilstrækkelige. Det strider mod hele mit værdisæt om, at vi skal møde hinanden med troen på, at alle gør det så godt, de overhovedet kan.

Det bedste, vi kan gøre for hinanden som mennesker, er at rumme vores indbyrdes forskelligheder. Lad os skabe projekter, fællesskaber og hverdage, hvor der er plads til det hele menneske, og hvor vi kan tale åbent om vores rod i hverdagen uden at frygte andres dom.