Nogle gange misunder jeg de forældre, der bare kan stå på sidelinjen med en kop kaffe i hånden og nyde synet af en gruppe drenge, der jagter en læderbolds glæde. Min hjerne og mit system fungerer bare ikke helt sådan.

I lørdags var min ældste søn afsted til fodboldstævne. Han spillede to gode kampe, drengene havde det sjovt, og alt var præcis, som det skulle være. Men da mørket faldt på, og huset derhjemme faldt til ro, vågnede mit pædagogiske nervesystem. Natten til søndag lå jeg lysvågen. Klokken var 03.00 og min hjerne kørte i allerhøjeste gear.

Jeg analyserede bevægelsesmønstre. Jeg kiggede på det relationelle samspil på banen. Inden jeg fik set mig om, var jeg i fuld gang med at forberede differentierede træningsøvelser i hovedet, som kunne løfte det, jeg lige havde spottet i løbet af dagen.

Og nej, jeg er ikke engang træner for holdet.

Oplevelsen tog mig lynhurtigt tilbage til min tid som træner gennem en længere årrække. Dengang var stort set alt planlagt ned til mindste detalje. Hvert eneste træningspas var gennemtænkt og differentieret, så spillerne på hver deres måde blev udfordret, set og anerkendt. Jeg elskede det. Det var fantastisk at spotte et unikt, menneskeligt potentiale og skabe rammerne for, at det kunne blomstre i et stærkt forpligtende fællesskab. Men det var dæleme også tidskrævende.

Den indre motor slukker man ikke bare lige for med et klik. Det er den præcis samme motor, jeg bruger i mit daglige arbejde med mennesker, og som af og til stjæler min nattesøvn. Jeg er pædagogisk- og adfærdsanalytiker helt ind i knoglerne. Jeg kan ikke lade være med at lede efter og spotte et menneskeligt potentiale i de mennesker og de fællesskaber, jeg møder på min vej. Jeg vil altid gerne optimere rammerne, så alle kan bidrage med det, de hver især kan finde ud af.

Lysten til at træne et hold igen er enorm, det må jeg ærligt indrømme. Men jeg kender også mig selv godt nok til at vide, at mit engagement ikke ejer en mellemvej. Hvis jeg går ind i foreningslivet igen som træner, så går jeg hele vejen. Det kræver tid, og det kræver ressourcer, som skal tages et andet sted fra.

Når min hjerne kører afsted i sit helt eget pædagogiske spor, har det dog intet at gøre med utilfredshed over den indsats, der bliver leveret på banen. Tværtimod. Min natlige tænketank er udelukkende et udtryk for mit eget indre arbejdsmiljø.

Jeg har den dybeste respekt for de trænere, forældre og frivillige, der tropper op i hallerne og på fodboldbanerne uge efter uge. De ildsjæle yder en gigantisk og fuldstændig uundværlig indsats for vores børn. De skaber de trygge rammer og de sociale arenaer, der overhovedet gør det muligt for os forældre at stå på sidelinjen og se vores børn trives. Derfor skal der lyde en kæmpe og uforbeholden tak til alle jer, der bruger jeres fritid på at løfte foreningslivet. I gør en enorm forskel for fællesskabet.

Derfor øver jeg mig lige nu i en helt anden og meget sværere disciplin. Jeg øver mig i den svære kunst bare at kigge.

Jeg øver mig i at lade de faglige analyser og de pædagogiske optimeringer ligge i lommen, når jeg har fri. Jeg øver mig i at give mit eget nervesystem en pause og i stedet finde en dyb glæde i den rene, ufiltrerede spilleglæde, der udspiller sig foran mig. Mudrede knæ, kampråb og det simple fællesskab er faktisk rigeligt i sig selv.

Det er sundt for mig at øve mig i det, selvom det kræver hårdt arbejde at holde analytikeren i snor. Vi har alle sammen brug for de zoner, hvor vi ikke skal fixe, udvikle eller optimere noget som helst, men hvor vi bare må have lov til at være til stede i nuet.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan her. Når ens passion for menneskelig udvikling og ens daglige arbejde smelter sammen, kan det være utroligt svært at trække en skarp linje mellem fritid og faglighed. Det er her, vi skal passe på os selv, så vi ikke brænder ud i vores eget engagement.

Hvordan har du det med at slå den professionelle hjerne fra, når du holder fri eller står på sidelinjen til dine børns fritidsaktiviteter? Kan man overhovedet spotte et menneskeligt potentiale uden hele tiden at føle en trang til at handle på det, eller må vi bare acceptere, at vores faglige blik altid følger med os (også klokken tre om natten)?