Jeg ved ikke, hvor mange andre der har det som mig. Jeg har mødt enkelte mennesker i mit liv, der nikker genkendende, men for det meste er det en rejse, jeg tager alene. Jeg har en evne, eller måske er det bare en del af den jeg er, til nærmest at overtage en anden persons følelser. Det sker ikke altid, men det sker når jeg mærker, at følelsen er oprigtig.

Bagsiden af medaljen: Skyldfølelsen

Selvom det lyder smukt at være i stand til at mærke andre, så kan det også føles som en forbandelse. Det medfører ofte en overvældende skyldfølelse og en meget dårlig samvittighed, fordi jeg mærker konsekvensen af mine handlinger med det samme.

Jeg husker en gang, hvor min ældste søn havde holdt fødselsdag. Vi skulle lave en skattejagt, og jeg tænkte ikke nærmere over, hvem der skulle starte den første øvelse. Nogle dage efter kom min søn til mig og spurgte direkte: “Far, hvorfor var det egentlig ikke mig, der skulle starte, når det nu var mig, der havde fødselsdag?”

I det øjeblik han sagde det, mærkede jeg præcis den følelse, han havde båret rundt på. Jeg mærkede hans skuffelse helt inde i min egen krop. Det sætter enormt store krav til mig selv, fordi jeg aldrig vil såre dem, jeg elsker. Jeg kunne sagtens have fejet det væk og sagt, at det var ligegyldigt, eller at han kunne være forrest en anden gang. Men fordi jeg mærker den rene oprigtighed i ham, rammer det mig med fuld styrke.

Når andres umage rører mig

Det er den samme følsomhed, der gør sig gældende i de positive øjeblikke. Hvis jeg ser nogen give en gave, som de virkelig har gjort sig umage med, mærker jeg ikke bare handlingen. Jeg mærker den personlige tanke og den dybe intention bagved. Den oprigtige umage rører mig på et plan, der er svært at forklare. Det føles som en usynlig forbindelse mellem deres hjerte og min bevidsthed.

Når jeg taler med mennesker, der har oplevet noget skelsættende, er jeg ikke bare en passiv lytter. Jeg sætter mig helt ind i det sted og den hændelse, de beskriver. Jeg kan mærke præcis, hvordan vedkommende havde det på det tidspunkt. Jeg er ikke overtroisk anlagt, men det gamle ordsprog om at have en sjette sans giver mening for mig. Det er en form for følelsesmæssig intuition, der gør det umuligt at være ligeglad.

Denne følelse stopper ikke ved fysiske møder. Jeg kan sidde og se et program i fjernsynet og mærke det samme. Selvom jeg ved, at TV er skabt til at påvirke os, preller facaden af, når jeg mærker ægte afsavn eller glæde hos personerne.

Kunsten som en direkte linje til sjælen

Det er ikke kun i det direkte møde med andre mennesker, at min indre sjette sans træder i karakter. Jeg oplever det i stor grad gennem alle mulige former for kunstneriske udtryk. Det gælder musikken, hvor enkelte sangere kan sætte en hel lavine af følelser i gang i mig. Når en tekst er skrevet ud fra en traumatisk eller dybt personlig hændelse, og sangeren formår at udtrykke det kunstnerisk, mærker jeg smerten og sårbarheden direkte bag ordene. Det er ikke alle sangere, der besidder den evne, men dem der gør, taler direkte til mit indre uden filter.

Men det stopper egentlig ikke ved musikken. Min fascination rækker ud til alle tænkelige udtryksformer, fra et komplekst maleri til en dragende skulptur. Jeg mærker en særlig energi i mange ting, og jeg fornemmer hurtigt, hvad de mørke farver på et lærred forsøger at fortælle mig. Jeg forstår instinktivt, hvad de kaotiske streger betyder, eller hvad den dystre, tunge tone i et musikstykke repræsenterer af menneskelige følelser. For mig er det aldrig blot en tilfældig tegning eller en melodi skabt til underholdning. Det er værker skabt med en intens indre passion, hvor en personlig følelse er blevet udtrykt på en helt særlig og ofte sårbar måde.

Jeg føler en enorm fascination af de mennesker, der mestrer at udtrykke sig på denne måde. Når jeg står foran et kunstværk eller lytter til en komposition, mærker jeg oprigtigheden bag det hele. Det er som om, jeg kan mærke den energi, kunstneren har haft i hænderne eller i stemmen, da værket blev til. Det er denne forbindelse til det autentiske og det ufiltrerede, der gør kunst til en så kraftfuld oplevelse for mig. Det bekræfter mig i, at vi som mennesker kan kommunikere vores dybeste indre til hinanden på tværs af tid og rum, hvis bare vi tør være ærlige i vores udtryk.

En dybere forbindelse til verden

At mærke andres følelser så intenst gennem både hverdagens små øjeblikke og de store kunstneriske værker kan være overvældende. Det er en rejse, der kræver meget af mig, men det er også det, der gør mit liv utroligt rigt. Det handler om at genkende det ægte i en verden, der tit føles poleret og overfladisk. Selvom det kan medføre skyldfølelse og træthed, så minder det mig hver dag om, hvor tæt forbundne vi egentlig er som mennesker.

Mærker du også verden mere intenst end andre? Er det en evne, du har lært at navigere i, eller føles det også for dig som en medfødt sjette sans, du ikke kan slukke for?