Jeg arbejder i øjeblikket med mine lektier til næste modul på Socialpædagogernes Fagpolitiske Uddannelse. Det har tvunget mig til at kigge både indad og på den omverden, vi agerer i hver eneste dag. Herunder følger mine uddybende refleksioner over de spørgsmål, vi arbejder med på studiet.

At være ambassadør betyder for mig at fungere som et fagligt fyrtårn, der tør kaste lys over de komplekse processer, som ofte er usynlige for det utrænede øje. Det handler om at bære en stolthed over den viden, vi besidder. Vi som pædagoger og socialpædagoger gør ikke ting bare for at gøre dem. Der er altid en plan og en didaktisk overvejelse bag vores handlinger.

Jeg bruger ofte analogien om en mekaniker. De fleste mennesker kan finde ud af at skifte et dæk på en bil, men når motoren svigter, kræver det en specialist med en uddannelse til at forstå de komplekse sammenhænge. På samme måde kræver menneskelig trivsel en uddannet forståelse, især når et menneske pludselig agerer anderledes end vanligt. Som ambassadør er det min forpligtelse at sikre, at vi taler om reel udvikling frem for blot passiv opbevaring.

Jeg ønsker først og fremmest, at andre skal kunne mærke min dybe passion for det socialpædagogiske arbejde helt ind i kernen. Det er ikke blot en overfladisk begejstring for min egen personlige rejse eller selvudvikling, men en fundamental drivkraft for at skabe de rammer, hvor andre mennesker kan få lov til at blomstre og genfinde troen på sig selv. Jeg vil kendes som den person, der utrætteligt kæmper for, at de mennesker jeg møder, får de optimale betingelser for at lykkes i deres eget liv.

Det betyder, at jeg i enhver relation insisterer på at gå på opdagelse i menneskets ressourcer fremfor at stirre mig blind på deres begrænsninger eller de diagnoser, samfundet har givet dem. Jeg vil have, at man mærker en ambassadør, der ser det hele menneske og som har det professionelle mod til at tro på potentialet, selv når det er gemt godt væk bag en mur af svær adfærd eller opgivenhed. Min rolle er at være den, der holder fast i håbet, når andre har givet slip, og vise at socialpædagogik er en kunstform, der kræver tålmodighed og et urokkeligt menneskesyn.

Mit vigtigste tiltag er, at jeg ikke kun vil tale faget op, men jeg vil skrive faget op. Jeg vil bruge mine platforme til at formidle vores faglighed og bidrage til en nødvendig refleksion i mine netværk, så det bliver krystalklart for omverdenen, hvorfor vores arbejde er fundamentalt uundværligt for et velfungerende samfund. Jeg vil arbejde målbevidst på at udfordre og ændre det narrativ, der alt for længe har præget vores profession. Vi skal væk fra forestillingen om, at pædagogik er noget alle kan finde ud af, eller noget man vælger, hvis man ikke kan blive andet.

Samtidig er det mit mål at brede kendskabet til faget så bredt ud, at endnu flere unge får lyst til at gå den samme vej. Vi har brug for at rekruttere de skarpeste hoveder og de største hjerter. Jeg vil vise, at vores arbejde er et højt specialiseret håndværk, der kræver en unik kombination af teoretisk indsigt og menneskelig empati. Ved at dokumentere de små og store sejre i hverdagen vil jeg bevise, at socialpædagogen er den faglige garant for, at ingen mennesker bliver efterladt på perronen.

Den største udfordring er uden tvivl det sejlivede og ofte nedladende narrativ, der eksisterer om vores fag i store dele af samfundet. Spørgsmål som “nå, passer du så bare børn?” eller den fejlagtige antagelse om, at pædagogik er noget, alle kan finde ud af, hvis bare de har et godt hjerte, er direkte gift for vores faglige stolthed. Det er en barriere, der gør det svært at blive taget alvorligt i den offentlige debat, fordi vores arbejde ofte bliver reduceret til ren intuition og omsorg fremfor det højt specialiserede håndværk, det rent faktisk er.

En anden og mere subtil udfordring findes i vores egen evne og uddannelse til at gøre os forståelige. Som socialpædagoger er vi mestre i at bygge broer og omsætte komplekse psykologiske og pædagogiske teorier til et sprog, som alle kan begribe. Det er i virkeligheden en af vores største styrker, men paradoksalt nok bliver det også vores svaghed. Når vi gør vores observationer og indsatser letforståelige, kan det for udenforstående få vores faglighed til at fremstå simpel eller ligefrem banal. Folk glemmer ofte, at der bag de lette ord ligger mange års teori og dybe refleksioner over menneskelig adfærd. Vi risikerer at fjerne respekten for det bagvedliggende arbejde, netop fordi vi er så gode til at formidle det.

Når jeg en sjælden gang vælger at lade de pædagogiske begreber stå råt og bruger vores fagsprog, oplever jeg ofte en mærkbar reaktion. Der bliver stille i rummet, og jeg kan mærke, hvordan jeg pludselig bliver stemplet som bedrevidende eller ligefrem irriterende. Det er en svær balancegang, for når folk med andre akademiske uddannelser bruger deres fagsprog, bliver det set som autoritet, mens det i vores verden ofte bliver set som arrogance. Som ambassadør må jeg dog acceptere det prædikat og stå fast. Det er prisen for at insistere på at forklare menneskelig adfærd og udvikling ud fra den videnskab og erfaring, jeg rent faktisk besidder. Jeg må insistere på, at min viden ikke blot er en holdning, men en faglig analyse, som er nødvendig for at skabe reel forandring for de mennesker, jeg arbejder med.

For at lykkes har jeg brug for fællesskabet i Socialpædagogerne og den faglige sparring på min uddannelse. Men jeg har også brug for de kritiske stemmer, der tvinger mig til at skærpe mine argumenter og se tingene fra nye vinkler. Min personlige filosofi om at gøre lidt mere for hinanden er min benzin, men benzin alene gør det ikke. Jeg har brug for en solid platform i form af en god arbejdsplads med en visionær leder. En leder, der ikke bare administrerer, men som rent faktisk skaber et frirum til udvikling og prioriterer, at vi taler om vores faglighed som en kerneopgave.

Jeg vokser og blomstrer i fællesskaber, hvor pædagogikken fungerer som vores fælles tredje. Det betyder, at vi sammen kigger på opgaven gennem pædagogiske briller og tør tale om vores hvorfor. Vi skal have modet til at tale om, hvad vi kan gøre for at forbedre og fordybe indsatsen. Det kræver en kultur, hvor man gerne må fejle. Hvis vi ikke har plads til at fejle, tør vi heller ikke prøve de nye veje, der fører til succes. Når jeg møder opbakning fra dem, der også ser værdien i specialiseret menneskekundskab, ved jeg, at vi kan flytte bjerge og sikre en fremtid, hvor socialpædagogikken får den respekt, den fortjener.