På min hjemtur i går aftes ramte en erindring mig med fuld kraft. Jeg kom kørende i Hjørring, en helt almindelig dag med den vante trafik. Men midt i strømmen af biler fik jeg øje på noget, der ikke passede ind: En lille dreng, knap to år gammel, på en fin rød og blå scooter. Han kørte skiftevis på vejen og cykelstien.

Han var helt alene.

Det, der rystede mig mest, var ikke kun synet af barnet, men de mange biler, der bare bremsede let og kørte udenom. Hvorfor er der ikke nogen før mig, der holder ind? Vi har alle travlt, men har vi for travlt til at sikre et barns overlevelse?

Jeg valgte at holde ind. Da jeg talte til ham, kunne han hverken forklare, hvor han boede, eller hvor hans forældre var. Vi bankede på døre i nabolaget, men ingen kendte ham. Usikkerheden sneg sig ind, indtil en mand pludselig kom løbende – desperat og påvirket. Det var faren. Drengen var smuttet ud af haven på et øjeblik.

Hjemme har vi selv en dreng på samme alder. Tanken er ikke til at bære: Hvis det var ham, ville der så være en fremmed, der stoppede op? Eller ville han blive overladt til tilfældighederne og den hurtige trafik?

Denne oplevelse har fået mig til at tænke over, om vi er blevet for bange for at blande os i hinandens liv. Er vi blevet så private, at vi glemmer det mest basale naboskab og omsorg?

Det handler ikke om at dømme forældrene – uheld sker på et splitsekund. Det handler om os andre. Om vores evne til at se og handle. Næste gang du ser noget, der føles “skævt”, så stop op. Det tager kun et øjeblik af din tid, men for en familie kan det betyde alt.

Har du prøvet at stå i en situation, hvor du var i tvivl, om du skulle gribe ind?