Er vi ved at glemme, at det at kunne “være” er en af de stærkeste kompetencer, vi kan give videre til vores børn?

I min optik er evnen til at hvile i sig selv og registrere verden omkring os fundamentet for et sundt nervesystem. Alligevel ser jeg ofte, hvordan vi voksne skynder os at lukke munden på rastløsheden med en tablet, så snart vi sætter os ind i en bil. Men hvad sker der, hvis vi tør lade være og i stedet vælger en skærmfri tilgang til vores transporttid?

Vi lever i en tid, hvor stilhed og pauser ofte bliver betragtet som noget, der skal udfyldes. Men i virkeligheden er det i de pauser, at barnets hjerne får ro til at bearbejde dagens indtryk. Når vi praktiserer en skærmfri hverdag i bilen, lærer vi vores børn at kigge ud af vinduet og øve sig i at være til stede i nuet.

Hjernen skal ikke hele tiden aktiveres af hurtige gadgets, der stjæler opmærksomheden med hurtige klip og dopamin-fix. Jeg er ikke stor fan af udtrykket “at vi skal kede os”, for det handler ikke om tomhed. Det handler om at prioritere tiden til at observere, hvad der sker omkring os, og interagere med det.

Når bilen er skærmfri, ændrer dynamikken sig. Bagsædet bliver ikke længere en isoleret ø, men en del af et lille fællesskab. Det kræver noget af os som voksne, da vi skal være til rådighed for samtalen, men gevinsten er enorm. Vi træner barnets evne til at se detaljerne: Hvordan skifter landskabet fra by til mark? Hvordan ser andre mennesker ud i bilerne ved siden af os? Hvor er vi egentlig på vej hen?

Denne form for observation er med til at skabe jordforbindelse. Det er en modvægt til den digitale verden, hvor alt er tilgængeligt med et swipe. På landevejen skal man vente på, at den næste røde bil dukker op, eller at en sjov sky driver forbi. Det er sund træning i tålmodighed.

Når vi fjerner støjen, opstår der plads til det ægte nærvær og de små, vigtige samtaler. Her er de tre aktiviteter, vi altid falder tilbage på for at holde turen skærmfri:

• Skyernes magiske former: Vi kigger op. Er det en drage, en gammel mand eller måske et slot, der svæver deroppe? Det åbner for barnets fantasi og giver en naturlig ro i øjnene, der ellers ofte er låst fast på en skærm tæt på ansigtet.

• Bil-spotting og samtale: Vi taler om de biler, vi møder. Hvilke farver dominerer i dag? Hvor mange kører vi forbi? Er den sej, eller ser den lidt fjollet ud? Det handler ikke om bilerne i sig selv, men om at lære at tage stilling til sine omgivelser.

• Bum-legen (Træning af fokus og tabeller): Dette er en sjov leg. Vi tæller eksempelvis til 20 i fællesskab, men hver gang vi rammer et tal i 3-tabellen (eller hver 3. tal), skal man råbe “BUM” i stedet for tallet. Det lærer børnene logik og koncentration, mens vi griner sammen over de fejl, der uundgåeligt opstår. Det gør matematik til en holdsport.

Alt hvad vi gør i droemmefanger-universet, bunder i værdien om, at vi kan gøre lidt mere for hinanden for at gøre verden til et bedre sted. Ved at insistere på en skærmfri tilværelse på bagsædet, viser vi vores børn, at de er vigtigere end en app. Vi viser dem, at verden udenfor vinduet er værd at kigge på, og at det vigtigste fællesskab findes lige her i kabinen.

Det handler om at give dem roen tilbage og vise dem, at deres egne tanker og vores fælles samtaler er den bedste underholdning, man kan ønske sig.