Jeg har jo sagt det!​

Lyder det bekendt? Det er en sætning, de fleste forældre har hørt sig selv sige, måske endda råbe i øjeblikke af frustration. Vi gør det i den bedste mening for at lære vores børn noget, men har du overvejet, hvordan de ord egentlig lander i barnets sind?

Prøv at lukke øjnene og tænk tilbage på din egen barndom eller dit voksenliv. Hvornår har du følt mest skyld og skam? Er det, når du selv er bevidst om, at du har lavet en fejl, eller er det, når andre bebrejder dig for noget, du allerede godt ved var forkert?

Når bebrejdelse planter skam

Jeg tror på, at alle forældre gør det bedste, de kan. Der findes ikke forældre, der ønsker at være modbydelige over for deres børn. Men vi handler alle sammen uhensigtsmæssigt indimellem. Når vi bruger bebrejdelse som opdragelse, risikerer vi at plante en følelse af skyld og skam, som barnet bærer med sig videre.

Lad os tage et tænkt eksempel: Dit barn leger med sine dukker i stuen. Hun elsker at være i nærheden af skænken, hvor sollyset rammer de farverige vaser. Du har advaret hende flere gange: “Husk nu at passe på. Det er dyre vaser, og jeg bliver ked af det, hvis de går i stykker.”

Pigen leger videre med sang og smil. Pludselig rammer hun hylden, og den dyre vase splintres mod gulvet. Hun står mundlam. Hun har slået ryggen, hun er forskrækket, og hun er knust over uheldet.

Som forælder rammer frustrationen dig med det samme, og de hårde ord falder: “Jeg har jo sagt det! Se nu, hvad du har gjort! Hvorfor hørte du ikke efter?”

I det øjeblik bryder barnet sammen. Indeni kører tankerne: “Jeg er dum”, “Jeg gør mor ked af det”, “Jeg kan ikke finde ud af noget”. Hun vidste godt, hun skulle passe på. Hun gjorde det ikke med vilje. Dine ord fjerner fokus fra uheldet og placerer det i stedet som en fejl ved barnets karakter.

Inspiration fra en personlig hændelse

Nogle argumenterer for, at skældud og dårlig samvittighed er nødvendige redskaber for at få børn til “at lære det”. Jeg vil gerne dele en personlig oplevelse fra min ungdom, der viser en anden vej.

Da jeg var 18 år, havde jeg lige bestået min køreprøve. Stolt kørte jeg ned til min far for at fortælle den gode nyhed. Jeg fik lov at låne hans bil for at køre ud og købe nye arbejdsbukser. Men da jeg skulle bakke ud, var jeg så fokuseret på ikke at ramme muren, at jeg slet ikke så nabobilen. Bum. Jeg skrammede den hele vejen ned langs siden.

Følelsen af skam var enorm. Jeg havde lige fået kortet og lavede allerede en fejl. Med tunge skridt gik jeg ind til min far for at tilstå.

Men jeg blev hverken mødt af bebrejdelse eller skuffelse. Min far mødte mig med et kram og ordene: “Nå, det gik ikke lige så godt. Så kom du slet ikke afsted efter de bukser.” Vi fik ordnet det praktiske med kontaktoplysninger, og så spurgte han, om jeg stadig ville låne bilen, så jeg kunne nå at købe mine bukser.

Mød barnet med tillid

Den tillid, min far viste mig der, lærte mig langt mere end skældud nogensinde ville have gjort. Han viste mig, at man kan lave fejl uden at være en fejl.

Lad dette være en inspiration til din egen hverdag. Når vasen smadrer, eller barnet begår en fejl, så prøv at møde dem i frustrationen. Trøst barnet først. Vis dem, at du stadig stoler på dem, og at deres værdi ikke er bundet op på deres fejl.

Når vi fjerner bebrejdelsen, giver vi plads til læring og vigtigst af alt: Vi bevarer barnets tillid til sig selv.