Er det i virkeligheden blevet sværere at være forældre end det var før i tiden?

Jeg hørte forleden en interessant podcast på min gåtur. Det var en snak om begrebet arousal – altså en måde at afstemme sig følelsesmæssigt på i relationen. Hvis du vil have en dybere forklaring, kan jeg varmt anbefale at lytte til Rasmus Alenkærs podcast om børnepsykologi. Han tager fat på emner som inklusion, trivsel i familien og udviklingsprocesser, som jeg personligt finder meget givende og er meget enig i. Du kan lytte til podcasten her

Professionel viden vs. forældrerollen

Når vi taler om begreber som low arousal og high arousal, sker det ofte i en professionel kontekst blandt pædagoger og lærere. Det kan f.eks. handle om barnet, der forlader klassen, fordi opgaven er uoverskuelig. Som professionelle ved vi, at vi skal møde barnet med forståelse fremfor skældud og konsekvens.

Men i podcasten nævnes det også, at vi kan overføre denne tankegang til hjemmet. Det er jeg enig i, men rejser det ikke i virkeligheden bare endnu flere krav til forældre?

Forældre som “amatører” i en kompleks verden

Tænker forældre over, at deres barn nogle gange slet ikke kan overskue at sidde med ved aftensmaden? Giver man plads til, at barnet måske har brug for at trække sig og spise i et andet rum? Nogle gør, men jeg har stor forståelse for dem, der ikke gør det. For hvor skulle man vide det fra?

Firkantet sagt kan man kalde forældre for “amatører” i denne sammenhæng. De har ikke nødvendigvis en pædagogisk uddannelse eller værktøjerne til at forebygge og håndtere konflikter professionelt. Ofte ender man med at gøre det, man selv har oplevet i sin egen barndom, som måske også blev styret af “amatører”.

Fra kæft, trit og retning til moderne forståelse

Hvis vi ser på spisesituationen, kan man godt argumentere for, at det var “enklere” i gamle dage. Man sad ved bordet på bestemte tidspunkter, og man blev siddende, til der blev sagt: “Nu må I gå fra bordet”. Det foregik ofte i et hårdt toneleje og med truslen om at ryge direkte i seng, hvis man ikke rettede ind.

Det var den samme “kæft, trit og retning”, man mødte i klasseværelset: “Gør som der bliver sagt, ellers ryger du på kontoret!”

Forståelse for de magtesløse forældre

Det, jeg har tænkt mest over, er den magtesløshed og forvirring, mange forældre føler i dag. Reglerne har ændret sig: Man må ikke dit, og man skal dat. Vi skal inddrage børnene, lytte til deres behov og samtidig få hverdagen til at hænge sammen.

Jeg tager hatten af for de forældre, der opsøger råd og vejledning. Dem, der kan se, at de daglige konflikter, råbene og straffene ikke virker, og som tør bede om nye input. Det er ikke let at navigere i de moderne krav til forældre, men hvem har også sagt, at det skal være det?

Hvad tænker du? Gør du dig de samme tanker efter at have læst dette? Var det i virkeligheden mere enkelt i gamle dage, hvor filosofien var, at børn skulle ses, men ikke høres?

Du kan i dette link læse mere om børneopdragelse og emnet skyld og skam.